Metaltræthed, vemod og forventning

Jo jo, store ord!

Når folk spørger mig hvordan det går er jeg begyndt at bruge udtrykket metaltræt. Alt kører som det skal men både Alina og jeg er ved at være lidt brugt op. Vi har leget med alt legetøjet og legepladserne er ikke helt så spændende med et tykt lag is på. Derfor glæder vi os meget til at vende snuden hjem af i næste uge.

Når det er sagt bruger vi weekenderne som turister og får set de sidste ting som vi er gået uden om de sidste seks måneder da vi jo havde masser af tid. Vi har således besøgt både Chinatown og Little Italy samt fået set USS Constitution og et krigsmonument. Og det er i disse dage at det er med vemod vi tager herfra. Men der er jo desværre flere hverdage end weekenddage så glæden ved at skulle hjem begynder at fylde mere og mere.

Den store forkromede afslutningsperspektivering skal jeg nok skrive, men inden nogen sidder og frygter at jeg er på sammenbruddets rand vil jeg lige indskyde at det er jeg ikke. Jeg har nemlig en urokkelig støtte i Johannes 🙂

Hjemrejsen påbegyndes næste lørdag hvor vi kører til New York. Her har vi et hotel (ude ved lufthavnen – vi har 150 kg bagage!) der har vi så små to dage til at få drukket den sidste starbucks og få hygget igennem inden vi mandag aften kl 22.30 sætter os i en af de dersens Dreamlinere (hvis da ikke den er til tjek eller noget) og tirsdag formiddag er vi så hjemme igen 🙂

Indtil da har vi nogle praktiske gøremål i forhold til alle vores ting der ikke skal med hjem og så lige en sidste runde i byen. Vi kunne virkelig godt tænke os at frosten forsvandt nu – men ak nej.

Det var vidst det for denne gang.