Borregaard i Den Haag

Dengang jeg gik i folkeskolen rendte jeg tit til tandlægen og blev bedøvet i kufferten temmelig mange gange, så jeg kan stadig huske fornemmelsen af ens overlæbe efter sådan en omgang. Den var helt følelsesløs.. altså jeg kunne jo godt mærke at den var der, men man kunne bide, knibe og slå på den uden der egentlig skete det store.

Det er lidt sådan 2020 har gjort mig; på visse områder forstås. I foråret tog jeg alle ændringer helt enormt nært og de kunne slå mig helt ned under gulvbrædderne i flere dage. På en eller anden måde er jeg blevet resistent overfor ændringerne nu. De slår mig stadig ud af kurs, men jeg føler mig efterhånden bedøvet i forhold til pandemien det meste af tiden. Den er 100% styrende for vores liv, og der er absolut intet vi kan stille op.

I slutningen af august kom vi hjem efter to dejlige og varme uger i Danmark. De sociale batterier var ladt helt op igen og vi havde alle fire nydt en meget tiltrængt luftforandring. Vi talte i lufthavnen om at nu var det version 2.0 – nu kørte det. Vi havde allerede en aften planlagt med vores naboer Sami & Lyidia, jeg havde sendt en jobansøgning afsted med en god mavefornemmelse, der var en uge til Alinas skolestart, vejret var stadig varmt – alt kørte. Og det gjorde det virkelig – et par aftaler mere i kalenderen med naboerne, skolen i gang igen, jobsamtaler – først online og så vaskeægte, og Gud hjælpe mig om ikke også jeg fik jobbet! Nyheden kom på telefonen mens vi nød en septemberdag i 28 grader på stranden. Det hele kørte sgu og jeg kunne mærke nede i maven hvorfor det var vi tog beslutningen om at flytte ud. Vi kunne begynde at planlægge lidt ind i fremtiden og det hele begyndte ærlig talt at minde om en ægte hverdag…

Well, life is what happens while you are busy making other plans… Bull shit fra ende til anden. I hvert fald begyndte den frygtede anden bølge at røre på sig. Først i Danmark og sidenhen hernede, hvor det daglige smittetal i går tog rekorden for hele 2020. Lige efter bogen! Så bottom line: i stedet for at have besøg hjemmefra denne uge kører vi igen hjemmeskoling, bliver opfordret konstant om at blive hjemme og jeg får daglige dejavus fra foråret.

Det betyder også at det arbejde, som jeg efter planen starter på 1.11, formentlig kommer til at foregå hjemme. De havde lige fået lov at mødes en enkelt dag om ugen da jeg var til samtale, men jeg tænker det nok rulles tilbage. Og det er altså lidt bare lidt nedtur at et job i et nyt land hvor man ikke kender nogen skal efterfølges af tanker om at installere en god hjemmearbejdsplads. Det bliver unægtelig svært at lære sin kollegaer at kende over en skærm.

Vi havde første forældrekonsultation med Alinas nye lærer i går. Hun er lige startet på skolen her efter ferien og spurgte ind til forhistorien med Alina, for hun havde studset over at Alina ikke taler mere hollandsk, selvom vi har været her i et halv år. Hun forstod bedre omstændighederne da vi fortalte hende at statistikken nu hedder 20 ud af 30 uger hjemme. Men Alina er sej og skal nok komme efter det. Hun har masser af venner i parken, men fortsat kun de børn der kommer fra de internationale skoler og taler engelsk. Men det er simpelthen livsreddende for vores lille sociale pige at hun havde det sprog med i rygsækken.

Grundlæggende har vi det jo godt – vi er raske og vi har hinanden og vi kan sagtens finde ud af at hygge os, men jeg er bare typen der godt kan lide at glæde mig til ting. Selvom det er noget der ligger meget langt ude i fremtiden at det dejligt at have noget at se frem til. Og så er vi tilbage ved bedøvelsen – for jeg har meget svært ved at se frem til noget lige nu. Vi har to besøg planlagt i kalenderen, men tør ærlig talt ikke håbe alt for meget på at de bliver til noget. I stedet kan jeg glæde mig til at Albin starter i vuggestue tre dage om ugen fra 1.11 – det bliver godt for ham. Det er svært for ham at falde rigtig til derovre med, kun en dag om ugen. Min dybeste respekt for folk der holder deres børn hjemme og har overskuddet til det. Jeg erkender uden skam at det ikke er for mig. Jeg er ikke udstyret med hverken temperamentet og tålmodigheden til at have overskud nok på kontoen dag efter dag. Lige så lidt som jeg er typen der synes det er ægte fedt at arbejde hjemme, hvilket de to år i USA lærte mig. Oh the irony i at mit 2020 ikke består af andet.. Selvom jeg hver dag er glad og frejdig, griner og hygger mig så flyver jo altså lidt på stækkede vinger, og jeg har meget svært ved at se hvornår noget bliver anderledes igen.

PS. Holland er pisse pænt, byerne ligner alle sammen postkort, øllene er gode og billige, de har gode croissanter overalt, vi lever af ost og pølse, vi har haft Disney+ siden april, vores lejlighed er mega luksus og vores gode humør (næsten hele tiden) – så helt ringe står det heller ikke til.

70 dage taget en af gangen.

Før jeg starter dette indlæg må jeg hellere understrege at vi jo har det godt, vi har hinanden og er ikke underlagt udgangsforbud og jo naturligvis oplever noget i det daglige. Men denne start har utvivlsom slået et skår i mit ellers ret åbne og glade gemyt. Skåret klinkes selvfølgelig på sigt, men bloggen er et tidsbillede – og dette er tilstanden på lockdownens dag 70.

Fra den 1/6 køres den offentlige transport op på 100% kapacitet (med mundbind forstås – ikke de medicinske, bare de hjemmesyede, så det skal jo nok gøre en forskel) – mod de nuværende 40% – ligesom caféer og restauranter får lov at åbne under ret rigide forhold. Det giver mulighed for små ture til Rotterdam, Utrecht eller Amsterdam med mulighed for at skifte ble eller drikke kaffe i løbet af dagen.

Den 8/6 forventes skolerne at være på fuld kraft. Den nuværende ordning kan næsten også være lige meget. 2×5 timer ugentlig og ellers onlineopgaver på 11 uge fungerer ikke for os længere.

For Johannes vedkommende har det dog længere udsigter. Han har ikke haft et fysisk møde side 12/3 – og som det ser ud nu er det ikke tilladt før 1/10. Ansættelsessamtaler med hans kommende PhD og postdoc foregår selvsagt online men disse må ikke fysisk komme ind på TU Delft før engang sidst på efteråret.

Jeg vil ikke engang kommentere på hvordan dette er at søge job i.

Set udefra er Danmark tilbage til normalen. Man kan i hvert fald holde havefester, tage i zoo, gå på bar og besøge ældre mennesker. Det eneste man ikke kan er at rejse ud uden karantæne eller ind medmindre man er dansk. Af årsager der er mig ubegribelige er det åbenbart forbundet med samme risiko at vende hjem fra en tur til Haag som fra Sao Paolo.

Til trods for at have boet små 6000 km væk har vi aldrig prøvet at gå så længe uden at være sammen med andre mennesker vi kender så det er også spændende at prøve

Det tager et år at skabe et relationer i et nyt land. Et år før man er ude over høflighedsfraserne og slapper mere af. Det var med en solid rygstøtte i det danske netværk til at starte på, at vi tog herned og alt foregår nu udelukkende online – og hvor det for nogen er nok er det det bestemt ikke for os. Men vi kniber ballerne sammen og håber på bedre tider (snart!)

Men jeg må indrømme at det bliver tiltalende sværere at se hjem til. I starten var det her en fælles oplevelse, men det er det ikke længere, hvilket for mit vedkommende kan fremhæve ensomheden i situationen.

Som en bekendt der selv er bosat i udlandet formulerede det: the highs are high and the lows are low.

Dag 70! Jeg håber ikke vi skal markere dag 100.