Det må være på sin plads med en lille opdatering fra vores side, nu der er gået en ny måned. November har budt på op- og nedture. Mest opture heldigvis! Måneden er gået virkelig hurtigt og selvom vi ikke rigtig har haft nogle planer har vi alligevel haft nok at se til med invitationer til forskellige arrangementer og faste weekendrutiner.
Jeg havde en periode i midten af måneden der var temmelig præget af hjemvé. Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske veninder derhjemme, som er SÅ søde til at spørge ind til mig og minde mig om at de aldrig er længere end en Skype væk ❤
Jeg er begyndt at kende til hjemvéen og ved at den altid går over igen, men i de perioder den huserer er Johannes er helt fantastisk til at hygge om mig, hvorfor vi nu er ejere af et fint lille bitte juletræ med lys på, til at lyse op i den mørke tid. Det hjælper naturligvis også at der nu er under 2,5 uge til afgang mod juleferie i Danmark der byder på julefrokoster og aftaler med venner og familie.
Af de helt store opture kan nævnes at Johannes har modtaget legat fra Carlsbergfonden til at dække vores andet år herovre. Vi havde bestemt regnet med det kom, og også haft en plan B i baghånden, men det er bare dejligt at vide vi er sikret ind til vi skal hjem igen. Vi har ligeledes fået talt med vores udlejer og at blive boende i lejligheden. Selvom vi har haft vores hyr med hende er vi bare rigtig glade for lejligheden og området og vi orkede ikke helt at skulle rykke op og starte på ny.
Det går faktisk så godt med udlejeren at vi igår var inviteret med til hendes 70 års surprise-fødselsdagsfejring. På palæstinensisk café med lækker mad og taler. Skal ærligt indrømme vi følte os lidt mærkelig til mode fordi vi jo har krydset klinger med hende undervejs, men vi fik da vist flaget.
I torsdags var vi inviteret til Thanksgiving med Judy og Michael som jeg har skrevet om før. Det blev holdt hos Judys datter Yvette, som faktisk er født i Danmark. Det var virkelig hyggeligt, og ikke mindst fantastisk at opleve en rigtig Thanksgivingmenu med alt hvad dertil hører.
Det går rigtig godt med Alina i skolen. VI har netop fået en efterårsrapport hvor hun bliver rost til op over skyerne. Hendes engelske er der virkelig kommet fart på, og nu får vi også lov til at høre noget af det. Hun taler nogle gange i hele sætninger til os, men hvis hun opdager det selv slår hun tilbage i dansk. Men hun forstår mere eller mindre alt der bliver sagt til hende, og hun er ikke længere så genert som hun var tidligere.
Vi har haft et varmt efterår, og så sent som igår sneg temperaturen sig op på 18 grader! Idag er det dog køligere og med regn, men det betyder også at de spår at vinteren først rammer os i det nye år. Det er dog sikkert at sneen kommer, så det glæder vi os faktisk til. Det var rigtig sjovt sidst (selvom man sikker kan finde et opslag herinde hvor jeg klager over det). Alina glæder sig i hvert fald til at skulle kælke. Det gode er at vi bor så tæt på alting. Det tager kun 2 minutter ned til Alinas skolebus, og Johannes kan gå på arbejde på 10 minutter.
En af de helt faste weekendtraditioner er en tur ned til byen. VI er blevet magelige og tager som regel i zipcar derned, går en tur rundt, drikker en kop kaffe, leger på legeplads og så får Alina en tur på karusellen inden vi tager hjem igen.
Så alt i alt kan jeg konstatere her præcis 8 måneder!?! efter vi ankom at vi har det godt. Vi hygger os, og selvom jeg nogle gange synes der er meget langt væk flyver tiden afsted og vi nyder virkelig vores eventyr herovre. Lige nu glæder jeg mig bare til de bliver færdige med at julepynte deres huse. Så skal jeg på fotosafari. Sidst var det helt ekstremt så har tårnhøje forventninger.
Borregaard i Den Haag 
