Jeg har længe ville tage mig sammen til et sidste indlæg herinde, og der er næppe et bedre tidspunkt end nu. Vi lever i flytterod, kufferterne er ved at være pakkede og på søndag er dette eventyr definitivt slut.
Det skal ikke være nogen hemmelighed jeg sidder med en tåre i øjenkrogen lige nu. I 3.5 år har Cambridge, Harvard og Boston været omdrejningspunktet i vores tilværelse og det meste af Alinas begrebsverden ligger herovre.
Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke vil hjem – for jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg kan næsten ikke vente til forår i København, til atter at residere på Julius Bloms Gade og til at komme tilbage i hverdagen hvor jeg skal ud af huset for at gå på arbejde.
Men når det er sagt så farer der et hav af følelser gennem mig som jeg pakker vores ting ned. I små glimt bliver jeg mindet om alt det vi har oplevet herovre og det er ikke så lidt. Så folk kan godt forberede sig på at vi kommer hjem med historier til middagsbordet til godt ind i efteråret.
Vi tog afsted med en lille pige der lige var fyldt fire år og gik i børnehave. Vi kommer hjem med en seksårig engelsktalende selvstændig og meget modig pige. Jeg er så ufattelig stolt af Alinas omstillingsevne og hendes måde at tilpasse sig nye situationer på. Det er også i dette jeg finder trøst, når nu vi atter river hende op med rødderne og rykker hende. Denne gang er det heldigvis hjem til kendte ansigter og et sprog hun forstår – men stadig er det svært. Vi har dog fået italesat flytningen så positivt så Alina glæder sig meget.
Johannes starter på papiret i sin nye post doc-stilling på Københavns Universitet 1.4 – men det er nok lige utopisk nok eftersomvi først lander den 3. Derfra skal vi finde på plads i lejligheden og så kan han ellers bare drøne der ud af med kvantefysikken. ”Hit the ground running” som han hele tiden siger til mig. Da jeg var yngre lå det slet ikke i mine kort at jeg skulle udenlands på denne måde – men jeg priser mig hver dag lykkelig over at Johannes job gav os mulighed for dette. Han er fortsat tilknyttet Harvard, så jeg spår at vi kan nyde lidt sommervejr herovre en uges tid eller to til sommer, og det gør det en anelske (kun lidt) nemmere at tage herfra.
Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte eller slutte med hvad dette ophold har givet mig. Det bliver sgu så kliche-agtigt at sidde og opremse, men lad mig bare fastslå at det er den bedste ting der kunne ske for mig personligt. Jeg har puttet så enormt meget i baggagen disse to år som jeg kommer til at bringe med mig videre.
Jeg kan ikke på nogen måde opremse hvad der har gjort størst indtryk på mig, men netop mens jeg skriver dette er det disse tre ting jeg popper op:
– Præsidentvalget. Lige fra primærvalgene til det endelige, til indsættelsen til nu.
– Sommeraftener på vores altan i 30 graders varme med en kølig drink og et spil kort med Johannes
– Bostons skyline. Den er ikke ikonisk som New York eller Seattle, men når man kender den og ved hvad de forskellige bygninger er, synes jeg man oplever den anderledes. Især i sunset-hour når solen går ned og kaster sine sidste stråler ind i glasfacaderne. Det er ren magi.
Hvis jeg skrev dette indlæg i aften var det sikkert tre andre ting der poppede op, for der er simpelthen så mange indtryk som skal fordøjes.
Det er egentlig skægt med denne blog. Frekvensen er jo i sandhed dalet i takt med at vi fik slået rødder herovre, men jeg er nu alligevel glad for den. Ikke mindst fordi den står tilbage som en lille fortælling om 2 ophold på den anden side af Atlanten. Jeg tror Alina vil synes den er sjov at se tilbage i om nogle år.
Nå, jeg må hellere pakke videre.
Vi ses i København ☺
Borregaard i Den Haag 