Borregaard i Den Haag

Jeg har alle dage været en tryghedsnarkoman. Jeg er typen, der bedst kan lide at vide præcis, hvad der skal ske – og hvornår – og med hvem. I mange år var jeg sikker på, at den sikre vej var et job som gymnasielærer, allerhelst på AG, og så alt det der med hus og børn og bryllup.

Relativt hurtigt fandt jeg ud af, at jeg bare slet ikke skulle giftes i en kirke. Misforstå mig ikke – jeg elsker kirkebryllupper, og jeg tuder som pisket hver eneste gang, fordi de er så smukke. Det var bare ikke for mig.

Næste gang jeg afveg, valgte jeg en anden kandidatuddannelse end den, der var afgangsgivende til gymnasielærerjobbet.

Sidenhen blev jeg jo gift, ved verdens dejligste borgerlige bryllup med efterfølgende uformel fadølsfest på Julius Bloms Gade.

Julius Bloms Gade, hvor vi også fik Alina, og hvor jeg ikke kunne forestille mig andet end derfra min verden går – og skal gå.

Og så kommer foråret 2013 – Johannes lufter for første gang det i universitetlingo såkaldte “miljøskifte”. I al sin enkelthed skal man væk fra vante rammer. Jeg gik hurtigt i baglås – DTU, Lund, Hamborg, og så er han hjemme i weekenderne? Dengang valgte vi at gå all in, da vi besluttede os for 6 måneder i Boston. Og jeg var mere end almindeligt ude af min komfortzone. Men de seks måneder ændrede noget fundamentalt i mig. Vi var nærmest ikke engang tilbage på dansk jord igen førend vi havde besluttet os for yderligere to år (2015-2017) i Boston.

Mod slutning af opholdet i Boston var jeg klar til at komme hjem, til en hverdag i København og til at være tæt på venner og familie igen. Jeg havde fået nok af den amerikanske politiske korrekte og til tider overflinke facon. Men min søde mor blev ved at sige til sine venner “De er bare hjemme og få et barn, så smutter de igen”  -og hvis der er noget jeg hader (og det ved hun, og jeg ved hun læser dette), så er det, når hun har ret!.

Sidste vinter da vi sad i sofaen med lille Albin i armene, begyndte vi at tale fremtid for Johannes karriere. Det var tid til næste hop op af den hierarkiske universitetsstige, og jeg gjorde klart, at jeg allerhelst ville være i Danmark. Jeg mente, vi havde rejst nok nu, men at jeg selvfølgelig havde forståelse for, at det måske ikke var muligt, og det var nødvendigt også at søge udenlandsk igen. Det blev til en enkelt samtale med et universitet i New York, som ikke rigtig førte til noget, og så en ansøgning til en stilling i Delft, Holland. Denne blev sendt afsted i marts måned og så kom foråret, sommeren, babyen der sov igennem og mig, der begyndte at få mit sociale liv igen. Og så kom indkaldelsen til jobsamtalen i starten af juli. Det er ikke en hemmelighed, at jeg var utroligt stram i betrækket omkring det hele, men jeg sendte ham afsted med formaning om, at vi måtte forholde os til det, hvis de tilbød ham det.

En uge senere sidder jeg på legeplads med en veninde, jeg ikke har set længe, da der tikker en mail ind om at instituttet i Delft gerne vil skype med ham en time senere. På det tidspunkt ved Johannes og jeg nok godt begge, hvad klokken har slået. Min veninde spørger lidt ind til det mens Johannes er hjemme og skype, og der bor stadig lidt modvilje i mig… tror jeg. Det sekund Johannes kommer tilbage og siger, de har tilbudt ham stillingen som Assistant Professer med en stor pose penge til at ansætte egne phd’er og post docs, slår det som et lyn fra en klar himmel ned i mig, at det er lige præcis det, vores lille familie skal. Vi skal ud igen. Lære nye byer, mennesker og måder at gøre tingene på at kende. Det er, som om jeg pludselig kan sætte ord på den rastløshed, der har boet i mig længe: det var udlængsel.

Vi bliver fløjet en weekend til Amsterdam, Delft og Den Haag for at mærke efter og efter en weekend dernede er der slet ingen tvivl om at det næste kapitel af vores liv ligger i Holland.

Min mor var selvsagt ikke overrasket – Johannes’ mor var heller ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige for os. Derfra var det sådan set bare at fortælle folk, at vi altså pakker karavanen igen.

Det, der har været det sværeste for mig, er nok at acceptere, at jeg ikke længere er så stor en tryghedsnarkoman som jeg var tidligere. At det er ok at tage på eventyr uden at kende udløbsdatoen eller indholdet. Jeg trøster mig med, at den enorme usikkerhed, jeg drog til USA med, blev vekslet til venskaber, der holder ved og giver anledning til ferier rundt omkring i verden til steder jeg stadig anser som mit andet hjem. Og nu gør vi så klar til et tredje hjem. Uden tidsforskel og med mulighed for weekendbesøg.

Derfor er pustet liv i min gamle rejseblog – så må se, hvad den kan blive til.

Velkommen til Borregaard i Den Haag!