Boligjagt i et fremmed land er altid noget af en prøvelse. Nu har vi jo rent faktisk lidt erfaring ud i det – så har opbygget en systematisk metode til at scrolle gennem de mange opslag på nettet.
Første gang vi flyttede til USA startede vi på et karrygult værelse i tre uger indtil vi fandt School Street der havde mange slidte kvadratmeter, absolut ingen møbler og vel meget træk i de -20 grader vi havde det meste af vores ophold. Men der endte rent faktisk med at være hyggeligt.
Anden gang vi flyttede derover vandt vi i lotteriet. Ud fra en enkelt tekst og 5-6 billeder sendte vi 2500 dollars afsted til en dame vi ikke kendte og håbede der også stod en lejlighed i den anden ende. Men det gjorde der som bekendt – og det på verdens bedste gade – Crescent Street som jeg stadig anser for mit andet hjem.
I USA skal man altid huske at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det. Men sådan er det heldigvis ikke nødvendigvis i Holland.
Siden oktober har jeg flere gange om ugen tjekket de to store hollandske boligsider for lejligheder – jeg har indskrænket søgekriterier, tjekket områder ud og undersøgt hvad man kan få for pengene i Den Haag; og der kan man altså godt være heldig og få meget for pengene. Jeg tror ikke det er en overdrivelse når jeg siger jeg har set 300 lejligheder. Ud af disse har 4 af dem været decideret luksuriøse og indenfor budget. Hvilket også har besværliggjort processen her i opløbet da jeg jo vidst hvad der ligger og gemmer sig som små påskeæg dernede.
Sidste torsdag skete det så. Vores søde dame fra den Expat Service som universitetet har stillet til rådighed havde været på endnu en skypefremvisning for os på en ellers udemærket men heftigt møbleret lejlighed som vi desværre også måtte strege af listen. Tilbage på nettet er der så blevet lagt et opslag med en af disse exceptionelt lækre lejligheder på. Johannes kontakter den søde dame der stryger ud og ser lejligheden en halvanden time senere.
…. Og for 20 minutter siden underskrev vi kontrakten. Den er sgu vores! Så når alt det jeg nu går og pakker i kasser skal pakkes ud igen er det altså i 130 m2 med sildebensparket, badekar og 25m2 privat tagterasse. Den ligger 10 min gang fra Central Stationen hvorfor man kan være i Amsterdam på 25 minutter, Rotterdam på 20 min og Delft på 10 min.
Jeg smækker roséen på køl – I kommer bare!
