Efter et noget omstændigt tilløb til vores visumsamtale på ambassaden, have vi tirsdag den 6.8 hver fået tildelt en tid til en individuel samtale som det så fint hedder. Vi havde væbnet os med tålmod og sat hele dagen af, da vi fra mange forskellige personer var advaret om at det snildt kunne tage 5-6 timer. Vi havde læst os frem til at børn under 14 ikke skulle møde personligt op – glæden var stor, for Alinas tålmodighed lader stadig noget tilbage at ønske (vi glæder os stadig til flyturen!) Der var således arrangeret afhentning af barn i vuggestue og vi troppede op ved ambassaden med en mappe fuld af papirer. Her blev vi mødt af to vagter hvor den ene til forveksling lignede Obama… vi er stadig lidt i tvivl om det faktisk var ham? Det kan jo godt være han kan lide at have kontrol med hvad der sker i de forskellige afdelinger om man så at sige.
Nå, vi trak nummer og tog plads og satte os til rette. De 5-6 timers ventetid virkede umiddelbart lidt mystisk da der kun sad to andre i venteværelset og det blev bestemt også gjort til skamme da vi blot 25 minutter senere trådte ud fra ambassaden (døren blev igen åbnet af en mand der til forveksling lignede Obama).
Forud for vores samtale havde vi:
– modtaget vores visumansøgninger underskrevet fra Havard påført en kode vi skulle bruge i den videre proces.
– Udfyldt verdens længste skema på nettet (et for hver af os) hvor vi bl.a. har redegjort for vores familieforhold, tidligere ansættelser og tidligere ophold i USA
– betalt 3 x 960 kr for at få lov at booke samtalen. Læg hertil 3 x 30 kr i gebyr – det er jo Danske Bank
– betalt et gebyr for at Johannes kan arbejde derovre (til trods for at lønnen kommer hjemmefra) på 1000 kr
– frankeret 3 kuverter med 92 kr så vi kan få vores pas tibage
– fået lavet nye pasfoto i amerikansk pas-størresle
– taget kopier af fødsels- og vielsesattest.
… Men det lykkedes – og den rare amerikanske mand sagde ordene “your Visa is approved” – alle var glade og vi venter nu bare på posten, så vi har vores pas hos os igen.
Forude mangler nu kun dejlig økonomisk støtte fra diverse fonde og nå ja, nedpakning af ALT, men vi glæder os!
