Borregaard i Den Haag

Jo jo, store ord!

Når folk spørger mig hvordan det går er jeg begyndt at bruge udtrykket metaltræt. Alt kører som det skal men både Alina og jeg er ved at være lidt brugt op. Vi har leget med alt legetøjet og legepladserne er ikke helt så spændende med et tykt lag is på. Derfor glæder vi os meget til at vende snuden hjem af i næste uge.

Når det er sagt bruger vi weekenderne som turister og får set de sidste ting som vi er gået uden om de sidste seks måneder da vi jo havde masser af tid. Vi har således besøgt både Chinatown og Little Italy samt fået set USS Constitution og et krigsmonument. Og det er i disse dage at det er med vemod vi tager herfra. Men der er jo desværre flere hverdage end weekenddage så glæden ved at skulle hjem begynder at fylde mere og mere.

Den store forkromede afslutningsperspektivering skal jeg nok skrive, men inden nogen sidder og frygter at jeg er på sammenbruddets rand vil jeg lige indskyde at det er jeg ikke. Jeg har nemlig en urokkelig støtte i Johannes 🙂

Hjemrejsen påbegyndes næste lørdag hvor vi kører til New York. Her har vi et hotel (ude ved lufthavnen – vi har 150 kg bagage!) der har vi så små to dage til at få drukket den sidste starbucks og få hygget igennem inden vi mandag aften kl 22.30 sætter os i en af de dersens Dreamlinere (hvis da ikke den er til tjek eller noget) og tirsdag formiddag er vi så hjemme igen 🙂

Indtil da har vi nogle praktiske gøremål i forhold til alle vores ting der ikke skal med hjem og så lige en sidste runde i byen. Vi kunne virkelig godt tænke os at frosten forsvandt nu – men ak nej.

Det var vidst det for denne gang.

Her kommer den tekstmæssige del af tidligere indlæg.

Nå, hele januar er nu gået og vi kan ikke klage over manglende solskinstimer (som vi kan forstå er lidt et issue i Danmark). Solen skinner næsten dagligt fra en skyfri himmel og temperaturen ligger fast under frysepunktet. Det vil sige der er undtagelser med dage hvor vi har 10-15 plusgrader. Ca en gang om ugen kommer der en lille snestorm forbi så mængden af sne er næsten konstant. Vi har imponerende istapper og isbelagte legepladser hvilket også gør udendørsaktiviteter ret besværlige. Vi har derfor god brug af alt det legetøj vi har slæbt med til Alina samt erhvervet herovre. Og så selvfølgelig den gode gamel iPad.

Vi har haft to besøg og det tredje lander på fredag. Mellem vores to besøg fik vi stiftet bekendtskab med det amerikanske sundhedssystem. Alina hævede voldsomt op i ansigtet i tiden omkring hendes fødselsdag. I samme periode producerede den lille pige ikke så mange bleer som tidligere så efter en konsultation med familielægen (læs: Alinas farfar) tog vi til lægen. Dette naturligvis først efter en samtale med Tryg, en samtale med lægeklinikken over telefon, en times møde med forsikringskontoret. Suk altså. Men hurra for vores forsikring!. Efter to timer på klinikken samt et opfølgende besøg dagen efter kunne de konstatere at hævelserne ikke skyldtes at der var noget med nyrere (teorien var noget med væskeophobning i kroppen). Hun havde fået en allergisk reaktion der forsvandt i dagene efter (efter vi har fjernet hendes fra hendes værelse og lagt hende i gæsteværelset). Og tisseriet? Stædighed. Den lille dame tisser nu x antal gange på kommando og nogengange endda på wc – jo jo – moderen er glad og stolt.

I næste uge rejser Alinas lille kammerat tilbage til Danmark så de sidste 4 uger har vi alene herovre, men vi har en masse steder vi stadig ikke har set så tiden skal nok komme til at flyve afsted. Det lakker jo mod enden og be begynder at indstille os på at vores lille eventyr herovre skal slutte. Det er meget vemodigt og det bliver virkelig mærkeligt pludselig at stå i København (hvor de dræber giraffer – og delfiner i følge visse hjemmesider) igen. Men når det er sagt så GLÆDER vi os. Det bliver så dejligt at komme hjem i vante rammer

Jeg underskylder de mange paranteser med indskudte bemærkninger men det skulle lige gå lidt stærkt.

Efter næste uge har vi ikke flere besøg på programmet så der bør der være mere tid til at opdatere herinde.