Borregaard i Den Haag

Det er uden tvivl et lidt større projekt at komme afsted denne gang, i forhold til sidste gang. Dels er der noget grundlæggende anderledes i 2 år i stedet for et halvt år, men til forskel fra sidst har jeg (Stine – som I nok godt kan regne med er ene-forfatter herinde 🙂 ) jo et arbejde denne gang, hvilket ikke efterlader så meget tid til praktik og logistik som sidst. Men der er efterhånden ved at være styr på al praktikken derovre, og ligeledes også herhjemme.

Således påbegynder vi som det sidste led i processen nedpakningen af lejligheden mere eller mindre på årsdagen for udpakningen – og det i sig selv er sgu ret flippet. Vores ting skal bo på Møn mens vi er væk, og det er håbet at vi næste fredag aften befinder os i Lynge med intet andet end 180 kg baggage og masser overskud til at tage hul på vores eventyr.

Hvordan siger man så farvel til hele ens liv?
Det gør man simpelthen ikke! Man siger på gensyn og indstiller sig på at kontakten blot foregår lidt anderledes de næste par år.
Jeg synes egentlig selv jeg begynder at være i kontrol med hele processen, men kan stadig blive ramt af melankolien og vemodet. Men da tvinger jeg mig selv til at huske på hvor svært jeg havde ved at forlade Cambridge, Boston, Harvard og The Land of Plenty for bare et år siden.

Som mine helt fantastiske kollegaer i Galaksen kan bevidne har jeg mere end almindelig svært ved at slippe min hverdag i 3500 Værløse – #Nordsjællands Provence! Men glædes ved tanken over at de ikke er mere end en mail væk og at jeg får glæden af dem i det meste af august, hvor vi kommer hjem i forbindelse med mit arbejde.

Til dem der har lyst holder vi åbent hus på fredag på Julius Bloms Gade 43,3 fra kl 15.00 og man er mere end velkommen til at kigge forbi og sige farvel!

Hvem skulle have troet, at min lille rejseblog fra sidste år skulle få nyt liv igen. Ikke desto mindre bliver den aktuel igen fra april af, hvor vi atter bosætter os i smukke Boston. Denne gang for hele to år, hvor Johannes skal lave en post doc på Harvard, i samme gruppe som han var i sidst.

SÅ – nu kan jeg mærke en masse spørgsmål fra nær og fjern komme flyvende – så jeg vil prøve at tage nogen af dem i opløbet.

Hvad med lejligheden i København?
Cæcilies veninde og hendes kæreste stod lige præcis og manglede, hvad vi kunne tilbyde – to års fremleje – så den proces var MEGET hurtig og smertefri.

Hvad med Alina?
Ja, altså udover hun naturligvis skal med J , er der budgetteret med institution til hende – i hvert fald en ¾ dels pasning fra 9-15 hver dag. Jeg skal med andre ord ikke gå hjemme hende igen. I hvert fald kun i starten, til vi har fundet en god institution.

Jamen to år? Det er jo vildt lang tid!
Ja, det er det rigtig nok, men er sikker på, at tiden alligevel kommer til at flyve af sted, og vi kommer jo hjem på besøg ind i mellem, når det kan passes ind.

Skal I så bo samme sted igen?
Nej – det er ikke muligt (eller noget vi ønsker). Boligen skal være lidt bedre og mere fast denne gang, og heldigvis er vi kvalificerede til at ansøge om nogle af Harvards egne lejligheder, så det bliver forhåbentlig i en af dem – ellers så noget tilsvarende. Processen er noget nemmere denne gang, da vi ved hvor, hvordan og hvad vi gerne vil bo i.

Og nu det springende punkt – jamen Stine, hvad med dit job?
Jo, det er jo sådan, at man nogen gange må vælge – og opholdet i Boston var simpelthen ikke noget, vi kunne sige nej til, og det er har selvfølgelig en pris. Min fantastiske chef og jeg arbejder med nogle forskellige løsningsmodeller, hvor jeg beholder dele af arbejdet, men vi mangler lige at få detaljerne på plads.
Det er i samme åndedrag også vigtigt for mig at understrege, at det er en 120% fælles beslutning at kaste os selv over Atlanten endnu engang.

Hvad skal du så ellers lave derovre Stine?
Fordi vi har pengene med hjemmefra, har jeg mulighed for at få en arbejdstilladelse derovre – så alt fra løvetæmmer til smørrebrødsjomfru er muligheder 🙂

Jamen, kan I få det til at løbe rundt derovre så?
Det korte svar; JA! Med de fondsbevillinger vi har fået hænger vores budget rigtig godt sammen. Vi har kunne lave et meget realistisk budget, da vi ud fra vores erfaringer fra sidste ophold ved hvad leveomkostningerne i byen er.

Hvad er en post doc for noget? Gør den ondt – og kan det klares ambulant?
En post doc er en ansættelse. Teknisk set er Johannes således ikke længere studerende, men ansat i gruppen derovre til at udføre et stykke forskning. Det er normalt, at man er ansat som post doc i 2 til 6 år (på forskellige univeristeter) før man så kravler et hak længere op af stien og kan ansættes som f.eks. lektor.

Og nu 100.000 kroners spørgsmålet: Hvornår rejser I?
Det gør vi søndag den 29 marts kl. 14.00 fra Kastrup. Der er grædekor og trillende tårer i Terminal 3 kl. 12.00 😉

Det bliver SÅ spændende at få et mere dybdegående kendskab til den amerikanske kultur denne gang. Måske endda få sig nogle amerikanske venner, spise en rigtig Thanksgiving middag, fejre 4th of July, juleshoppe i New York (igen), tage Alina i Disneyland, se Grand Canyon, drikke lækre øl, spise Maine Lobster osv. osv. – jeg tror, jeg gemmer den så populært kaldte Bucket List til et andet indlæg.

Med andre ord – bloggen lever igen – denne gang under navnet: borregaardiboston.com. Men fortvivl ej – alle de gamle indlæg ligger stadig herinde

Tschüss