Borregaard i Den Haag

Det her bliver måske et lidt rodet indlæg, men ikke desto mindre vil jeg da lige give et lille pip fra os nede i Den Haag.

Vi har nu været her i syv uger, selvom det føles som det var i et andet liv vi fløj herned, tog toget og trillede vores kufferter i regnen fra stationen og hen til lejligheden.

Alina startede i skole, Johannes på arbejde og Albin og jeg fik konturerne af en rytme. Jeg fik påbegyndt min jobsøgning, meldt mig ledig i Holland, holdt kaffemøde med en HR-dame fra TU Delft der kunne fortælle mig om alle deres tilbud om karriererådgivning. Johannes fik sat mig i kontakt med en mor nede fra legepladsen der selv var expat og havde være gennem jobsøgningen – jeg fik en kaffeaftale et par weekender fremme. Vi fik fyldt kalenderen med de første besøg hjemmefra og vi fik en enkelt gang hentet Johannes fra arbejde og spist middag på torvet i Delft.

Og så ramte pandemien Holland.

Hvor Mette Frederiksen trak stikket på Danmark den 11/3 skete det fire dage senere – den 15/3 i Holland. Med en times varsel lukkede alle restauranter, butikker og caféer (supermarkeder undtaget naturligvis). Skolerne blev lukket og alle blev beordret til at arbejde hjemme fra.

Da vi rejste herned smed vi alle bolde op i luften – efterlod alt det velkendte og tog afsted med åbne sind, forventninger og spænding. Med USA i baggagen følte jeg mig klar. Klar til endnu engang at etablere mig, bevare tålmodigheden og visheden om at det nok skal komme men det tager tid. Men jeg var bare slet ikke forberedt på corona. Hvem var egentlig det? Det er jo ikke fordi det her er mere synd for os end alle andre i hele verden der lige nu sidder lidt i saksen og ikke rigtig ved hvornår noget rykker sig igen.

Det bringer bare et helt nyt sæt udfordringer og bekymringer med sig og det er helt vildt svært at sætte ord på præcis hvordan vi har det. Overordnet set har vi det jo godt – sunde og raske og vi har hinanden, og det er ikke svært at distancere sig socialt når man ikke har nogen at socialisere med. Og fordelen er at alle i DK har levet foran computeren de sidste 5 uger så det er da blevet til adskillige timers facetime efterhånden.

Men det ér svært synes jeg.

Jeg kan simpelthen bedst beskrive det, som om at jeg skøjter rundt mellem sorgens fem faser.

Fornægtelse: Det er de dage, hvor jeg griner af, hvor grotesk det er, at en eller anden dude i Kina har spist et mærkeligt dyr, og nu er det halve af 2020 aflyst. Det kan simpelthen ikke passe.

Vrede: Det er de dage, hvor jeg synes, folk overreagerer. Og de dage, hvor det gør ekstra nas at folk fysisk går store buer uden om hinanden – jeg bliver vred og tager det personligt.

Forhandling: Det er de dage, hvor jeg synes, det er ok at jeg skal bade mig i sprit, stå 1,5 meter fra alle i supermarkedet og tage mega meget hensyn. Hvis de så bare vil åbne skolerne nogle timer om dagen. Eller hvis vi så bare må spise på restaurant på hver andet bord.

Depression: Det er de dage, hvor jeg tuder. Jeg har haft dage, hvor jeg har tudet over morgenmaden, tudet foran begge børn, tudet til Carina på facetime. Og tudet Johannes lige i fjæset når han kommer hjem. Det er de dage hvor jeg bare virkelig ikke kan se mig ud af det hele.

Accept: Det er de dage, hvor jeg tager den helt med ro og tænker på, at da vi boede i USA, så vi ikke et øje det første lange stykke tid, det gik fint! Har en “This too shall pass”-attitude. Det her er vores “defining moment” etc etc.

– og så kommer der en ny dag, og jeg havner i et nyt humør.

Men altså – det hele skal jo nok gå. Det ved jeg jo godt. Jeg er bare en selskabsløve, og det hjælper altså ikke at hele striben af rækkehuse overfor vores køkkenvindue kender hinanden godt og har lavet en lille karantæne-ring hvor de hænger i hinandens forhaver. Hver. Eneste. Dag. Og jeg står som et dyr i bur og kigger længselsfuldt derned. Så meget at jeg faktisk er bange for at de har opdaget mig.

Johannes går stadig på arbejde – altså rent fysisk – på sit kontor i Delft. Dog i en begrænset arbejdstid så vi har ham lidt mere hjemme. Albin har også en fest. Han sætter dagordenen og hvis det ikke kører efter hans planer lader han mig det vide. Han skal – efter planen – starte en dag om ugen i en vuggestue ikke langt herfra 15/5. Når jeg så får et job fylder vi flere dage på, for insititutioner er på US-priser og bliver først substitueret når jeg har et job.

Alina er fantastisk! Men det er også en hård omgang for hende. Hun nåede at være i skole 9 dage og var glad hver dag hun kom hjem og havde fået nye venner. Hun havde intensive hollandsktimer et par gange om ugen og syntes det var sjovt.

Nu hedder det matematik på computeren – øvelse på Hollandsk med mig som lærer (for jeg er jo skide god til hollandsk – det ved alle). Men den der hjemmeskoling er egentlig kun en udfordring fordi vi har chefen rendende om benene på os.

Alina er også meget udfordret på det sociale. Hun savner at have venner. Nogle dage er det specifikt vennerne derhjemme men andre dage er det bare venner. Hun går på den lokale legeplads hver dag, og finder oftest nogen af lege med, men det manglende hollandsk er en faktor. Til alles store glæde har hun mødt en anden expat-pige der kommer i parken med sin nanny et par gange om ugen, og hun taler engelsk. For Alinas engelsk ligger stadig i hende og hun taler det stort set flydende. Det er eddermanme en gave hun har fået der.

Når alt dette er sagt er der virkelig potentiale i byen. Vi har fået cykler og cykelstol til chefen så vi begynder at kunne udforske Den Haag lidt i weekenderne. Med god afstand naturligvis.

Stranden. Åh, stranden er fantastisk. En KÆMPE bred sandstrand udstyret med små beachclubs (som selvfølgelig ikke er åbne nu) og så ellers bare nordsøen der brager ind. Jeg glæder mig til at skulle i vandet, spise is og spise frokost med udsigt til hav. Har allerede udset mig sandlegetøj til Albin, og Alina kan få god brug af den store oppustelige rokke jeg købte til hende på udsalg i USA.

Byen. Virkelig fin med små gader, kirker, masser af shopping og parker i hobetal.

Skoven. Bare en kilometer herfra ligger der en skov. Lidt a la Fælledparken – bare med træer og en stor sø. Enormt priviligeret at kunne stå midt i en skov uden at skulle bevæge sig langt væk.

Den lokale restaurant. Der ligger en fin lille restaurant nede af gaden. De få mennesker vi har talt med trods alt (naboer vi har mødt på taget begge gange) anbefaler den på det varmeste. De har små borde under kirsebærtræerne og serverer mad hele dagen. Jeg overvejer dog at benytte mig af deres weekend takeawaymenu – også for at støtte dem lidt her i krisetider.

Jeg glæder mig til at kunne berette noget mere spændende på den anden side af det her shitshow.

Indtil da – fortsat god pandemi!

PS. I skøn uorden kommer her nogle billeder.

 

En våd start

Hvornår begyndte hele processen egentlig. Det meste af februar stod jo på flyttekasser, udsmidning af ting og nips akkumuleret over ti år, og et hjem der blev mindre og mindre rart at være i. Jeg kan alligevel ret præcist beskrive hvornår hele slutspurten startede. Processen der varede mere eller mindre indtil for en uge siden.

Onsdag d. 19 februar 8.55 for at være mere præcis. Det hele skrider planmæssigt frem, der er to dage til vores hollandske flyttefirma kommer og henter vores ting. Albin har budt os en sjælden ringe nat med minimal nattesøvn så det manglende overskud er til at tage og føle på da Alina går i skole, Johannes på arbejde og Albin i vuggestue Jeg lægger en plan for dagen – de tre små metalskilte på væggen skal ned, så en kop kaffe og så igang med flere flyttekasser. Og så skal jeg ellers love for at det hele tog en drejning. Da jeg skruer sidste skilt ud af væggen siver der lidt sort vand ud under skiltet og idet jeg slipper min skruemaskine vælter der vand lige ind i fjæset på mig. Den lille bitte skrue der har holdt skiltet i tre år har åbenbart ramt et skjult vandrør og holdt på det i al den tid. Jeg sætter hånden på og indser hurtigt det er hvad man kalder en kortsigtet løsning.Jeg får tilkaldt Johannes fire minutter inden har går i møde (hvor han nodrmaltvis ikke har sin telefon med sig), underboen med sygt barn på armen kommer op og sammen forsøger vi at inddæmme skaderne. Johannes har heldigvis –  kraft af sin funktion som bestyrelsesmedlem i andelsforeningen – hovednøgle og forsøger at dreje på alt hvad han kan i kælderen. Efter 50 minutter stopper vandet med at vælte ind i vores køkken. Forsikring, skadeservice, affugter – hellen møllen sættes igang og vi indser at vi har sovet vores sidste nat på Julius Bloms Gade, så vi pakker kufferterne og drager til min mor i Lynge.

De næste dage går med at få de sidste flyttekasser klar samt rengøring af lejligheden. Alt til den enerverende lyd af en kæmpe affugter, men vi bliver klar til flyttefirmaet og fredag over middag kører de afsted med alt hvad vi ejer.

Den sidste weekend inden afgang var fyldt med planer – herunder den årlige fastelavnsfest på Ægirsgade, minimal nattesøvn og praktik. Mandag havde Alina og Albin sidste dag i henholdsvis skole og vuggestue, og der blev uddelt hollandske vafler og roser, svaret på spørgsmål, krammet farvel. Tilbage til Lynge hvor feberen hos Albin og jeg indtraf – klassisk. Der kunne dog alligevel falde lidt ro over vores lille familie, og sidste aften genoplivede mine søde mor (som forresten også har ligget feberramt i hele denne fase med os farende ind og ud af døren) vores sushi-tradition fra vi boede i USA. Aftenen inden afrejse spiser vi sushi. Virkelig en god tradition.

Og så oprandt onsdag d. 26 februar. Dagen for afrejse, og en arbitrær størrelse der har ligget foran os siden beslutningen blev tager i sommer, men også forløsningen på en måned med flyttekasser og “liiige en sidste kaffe” med vennerne.

En velsmurt maskine

Når det kommer til at rejse med børn at Johannes og jeg en velsmurt maskine – ikke for at prale – men det er vi. Ingen kommer gennem security med så stoisk ro som vi gør, og det selvom vil fylder hele båndet. Der skal mere til at pisse os af! Og det fabelagtige er at denne tur kun tager et par timer mod de sammenlagt godt 16 timer det tog at komme fra København til Boston.

I lufthavnen går vi direkte til vores kufferter og direkte ind i et tog. Det hollandske tognet er fantastisk! Nemt at finde rundt i og ekstremt punktligt. Og er der en forsinkelse er tidsangivelsen på denne også præcis. Lidt i tre står vi så i vores lejlighed som vi kun har set på billeder – og inden i står ALT hvad vi ejer – pænt placeret rundt omkring i de forskellige rum. Og så er det ellers bare at gå igang.

Vores lejlighed er fuldstændig vanvittig i forhold til hvad vi kommer fra i København. Fra gaden kommer man af en stejl trappe op i en lille entre hvor to fløjdøre fører os ind i en KÆMPE stue og køkken – 12 meter lang for at være præcis. Vores ting ser pludselig dukkehusagtige ud når der er over 3 meter til loftet. En trappe fører en ovenpå hvor vi har tre værelser, et vaskerum og en balsal af et badeværelse. En trappe føre herfra helt op på taget hvor vi har 25 kvm privat tagterasse. Jeg lover der kommer billeder når vi kommer helt på plads – men vi mangler fortsat lidt møbler før det er præsentabelt.

Hit the ground running

Vi ankom onsdag, og præcis et døgn efter hentede jeg Carina og Cæcilie på Central Stationen i Haag. De havde afsat 4 dage til at hjælpe os med at komme på plads – og du godeste hvor var det verdens bedste beslutning at alliere os med dem, ellers var vi aldrig kommet nogen vegne.

Torsdag indtraf nemlig også feberen hos Alina, der camperede på en luftmadras midt i stuen hele torsdag og det meste af fredag. Uden wifi. Arme pige.

Den første weekend gik således i et hæsblæsende tempo. Johannes og jeg så ikke meget til hinanden da vi hele tiden var på forskellige projekter. Vi fik eksempelvis kørt tre gange til IKEA, fundet et byggemarked, fundet ud af hvor – og hvor man ikke må smide sit affald. Vi fik wifi, telefoner, BSN-numre. VI fik besøgt Alinas skole – i hvilken hun startede i tirsdags (og needless to say – hun glider lige ind. De andre kan snakke en del engelsk, og hun har haft sin første hollandske one-on-one-undervisning. Mere herom senere)

Lørdag sluttede Ingrid sig til flokken og Johannes og jeg kunne med god samvittighed bede om hjælp til det praktiske eller endnu vigtigere: vide der hele tiden var nogen der lige kunne gå en tur ned i parken eller tage et slag UNO. Min taknemmelig herfor ved de tre damer godt hvor stor er – men de fortjener fandme en medalje!

Søndag aften sendte vi dem alle afsted mod Schipol, og vi lavede hjemmelavet mad der blev spist kl 18.00 – putning kl 19 og igen kl 20 – og så var vi ligesom igang.

Mandag startede Johannes på universitet og hverdagen kunne starte. Som han altid siger – Hit the ground running.

Byen tegner godt! Her er hyggeligt, trygt at være, meget internationalt – og så er der stranden. Men nu vil jeg slutte beretningen om de 12 mest stressende dage i mit liv.

Tot ziens!