Borregaard i Den Haag

Så lykkedes det at få sammensat lidt billeder af vores lejlighed, og det kvarter vi bor i. Det er ikke stor kunst – men det viser meget godt hvordan vi har indrettet os:

Siden sidst er Alina startet i preschool. Det er det der svarer til børnehave i Danmark. Til at starte med har hun fået plads tirsdag og fredag, men de regner med at kunne fylde flere dage på henover sommeren. Hun tager det virkelig i strakt arm. Det er egentlig ikke at hun er startet med nye børn der skræmmer hende – det er sprogbarrieren der til tider gør hende lidt betuttet. Vi håber og tror på at det nok skal komme – og især når hun får fyldt flere dage på. Imens træner vi selv med hende, men hun lader os hurtigt vide når hun synes det er fjollet vi taler engelsk til hende.

Vejret svinger noget herovre, men vi har heldigvis haft nogle dejlige sommerlige dage. Så kan vi bedre klare de seks grader og regn vi er vågnet op til idag. Idag er i øvrigt også dagen for Boston Marathon. Det var planen at vi skulle finde ned til Finish Line – men jeg læste om det på nettet og der er (forståeligt nok) et massivt sikkerhedsopbud. Så jeg tror vi holder os på behørig afstand i den anden ende af byen. Løbet er virkelig en del af deres identitet. Dels fordi det er gammelt! Det er 119 gang i år, men naturligvis også pga terrorangrebet for 2 år siden. Den 15 april – årsdagen for bomberne – er blevet lavet til One Boston Day. En form for mindedag, men med temaet at man skal lave “one act of kindness” overfor et andet menneske. Jo en smuk tanke, men i sandhed også meget amerikansk. Det er også i denne uge der efter planen skal afsiges dom i sagen. Han kan få dødsstraf sgu.

Alina og jeg hygger os – det er en markant anderledes oplevelse at have hende så meget denne gang i forhold til sidst. Dels fordi man jo kan føre reelle samtaler med hende, men hun er meget mere selvhjulpen. Vi har mødt en dansk pige på 4 der også bor herovre (dog kun indtil juli) men vi har aftalt at lege med hende i denne uge, så der kommer lidt ekstra børnekontakt. Jeg har mødt en mor på en legeplads som var utrolig sød og meget gerne ville introducere mig til byen. Hendes skal jeg ud med en aften i løbet af ugen. Det er noget jeg virkelig skal sparke mig selv til at gøre – det er jo i høj grad uden for comfortzonen – men den eneste vej frem hvis vi skal lære nogle mennesker at kende herovre.

Det var vidst det for denne gang.

Jeg har ikke givet lyd fra mig herinde siden vi ankom sidste søndag, men der har dælme været tryk på, og først nu har jeg tid til at skrive lidt om vores første tid tilbage i Boston.

Flyveturen gik som sådan smertefrit. Alina har jo tålmodighed svarende til hendes alder, så med lidt dybe indåndinger, anselige mængder iPad og en påtvungen lur kom vi godt over på den anden side.
De har lavet køen til immigration om, så vi kunne snige os uden om de ESTA-rejsende og derfor nøjes med symbolske 15 minutter i kø. Al baggage var til vores glæde nået frem, og kunne være i en taxa.
Det var en ualmindelig surrealistisk og alligevel dejlig fornemmelse at drøne gennem Boston i en taxa. Der var jo ikke det samme element af overraskelse og nyhed i at se byen som sidste gang – det var snarere et gensynets glæde.

De første to nætter var vi indlogeret på et hotel i udkanten af Cambridge – bestemt ikke et seværdigt område – men et udemærket hotel at starte på. De første 48 timer var direkte hektiske. Fordi vi har været her før vidste vi præcis hvor alle vores praktiske gøremål kunne klares, så vi fes rundt fra bank til telefonselskab og ud til vores lejlighed.

På andendagen tog vi i IKEA og tømte deres lager (og vores konto). Vi havde regnet med hjemtransport samme dag, men de glemte lige at skrive at bestillingen skulle indgå inden kl 14 – udemærket at finde ud af 14.15! Nå, vi væbnede os med tålmod – tog hjem og samlede småting, og glædede os i øvrigt over at lejligheden allerede havde spisebord, gæsteseng (som Alina kunne sove i de første nætter) og en seng til mig og Johannes. Onsdagen gik med at kigge længselsfuldt ud på den lille hyggelige Crescent Street vi bor på – men ak – ingen bil.. IKEA-manden Matt (som i vores optik er røget på den sorte liste) havde glemt at lade vores ordre gå videre til fragten – så denne kunne først leveres torsdag. Og siden da har vi mere eller mindre samlet IKEA-møbler – lige indtil de sidste (som vi måtte bestille online) ankom i eftermiddag.

Jeg har vedhæftet et enkelt billede af vores stue, men har store ambitioner om en film en af dagene, der rigtigt viser lejligheden. I modsætning til sidste gang har vi denne gang plads! Masser af plads! Og vi har rigtige møbler – og i det hele taget er her ikke så midlertidigt.

Johannes er startet arbejde – blødt op onsdag, torsdag og fredag i sidste uge, men for fuld skrue i denne uge – så intet nyt under solen der 🙂 Imorgen har vi en samtale med en børnehave der har plads til Alina to dage om ugen – og dette er en virkelig god start. Dels passer det med de to dages arbejde jeg har med hjemmefra, men vi har måtte sande at de er lidt mere fastlåste i deres systemer herovre, og mange preschools (som hun skal i) kun har optag i september – hvor Alina alligevel skal starte i Kindergarten (skole)

Det er hylende koldt, og vi får lige lov at hilse på udkanten af den enorme snevinter de har haft herovre, med over 3 meter sne siden januar. Det vil sige at vi forleden havde lidt forårslignende vejr, men med store isdriver rundt omkring i byen. I dag har temperaturen igen været omkring frysepunktet, og de lover lidt sne i morgen. Mod weekenden ser det heldigvis bedre ud.

Næste skridt er at jeg skal meldes ind i noget der så fornemt hedder Harvard Spouses Association – et netværk for alle os medrejsende (fortrinsvis) kvinder. Jeg kan mærke jeg skal i gang med at opbygge mig et netværk men det samme. Også fordi den første tid har været en kold tyrker oven på marts mange mange aftaler med vores fantastiske venner derhjemme. Aftaler der til tider kunne virke af lidt mange, men som jeg skatter ufatteligt højt hver og en, nu jeg sidder så langt væk – og ikke mindst så mange tidszoner væk.

Heldigvis er jeg en haj til at multitaske og er på både det ene og det andet sociale netværk, så føler alligevel jeg har kontakt med folk hjemme.

Jeg vil slutte dette første indlæg for denne gang med at skrive vores nye adresse, og så love der kommer fin film af lejligheden inden længe

Fam. Borregaard
20 Crescent St, Apt 3
Cambridge
MA 02138
United States

Vi har begge amerikanske numre. Disse skal lige kodes i ens telefon hvis man vil kunne findes os på Viber og WhatsApp

Johannes: +1(857)333-3536
Stine: +1(857)333-1497

/S