Borregaard i Den Haag

Amerikanske børn ankommer til legepladsen med cykelhjelm på og de forlader den med cykelhjelm på. Meget få har en cykel med dog. 

Der er åbentbart ikke samme kvælningsfare forbundet med at lade sit barn kravle, gynge, klatre med hjelm på herovre.

Smart!

De amerikanske høflighedsfraser er virkelig noget jeg skal vænne mig til. Erindrer at jeg i løbet af de seks måneder vi var her sidst vænnede mig til det – og til blindt bare at svare “Fine – and you?” velvidende at det aldrig fører til længere samtale end det. Det er selvfølgelig et udtryk for hvor tillukkede vi er som danskere, for det er jo egentlig meget rart at blive spurgt om hvordan man har det. Men hvad hvis jeg åbner op for hvordan det går – Alinas børnehavestart, at rykke væk fra venner og familie etc – vil de så egentlig lytte? Det var bare en tanke – men når det er sagt skal amerikanerne virkelig have credit for deres venlighed.

Jeg nævnte vidst i sidste indlæg at jeg havde mødt en mor på legepladsen som spurgte om ikke vi skulle ses en aften. Det gjorde jeg i sidste uge, og jeg skal indrømme at det er en af de mest grænseoverskridende oplevelser jeg længe har haft. Det kan vel bedst beskrives som en form for “blind venne-dating” hvor man ser om der er god venne-kemi, og man har fælles referencer osv. Ikke desto mindre slæbte jeg mit luksuslegme afsted i byen en tirsdag aften for at mødes med Nancy fra legepladsen. Det viste sig at være en utrolig givende aften både for mit kendskab til området, befolkningen, praktiske ting og ikke mindst menneskeligt.

Nancy er uddannet arktitekt fra Harvard, 40 år, gift med Katherine, har to børn, er pt hjemmegående, oprindelig fra Mexico – og så prikken over i’et – har en brændende forkærlighed for København (ja, det er jo nok der vores udgangspunkt for at mødes lå.) Vi talte længe om forskellene på de to lande (som jo bare ikke lader sig sammenligne på alt – små 6 mio mennesker kontra 300 mio). Den absolutte bonusinfo var at hun har haft Bjarke Ingells til middag i privaten – det er edderluskme sejt. Så vi talte i flere timer, og jeg kunne med glæde vise hende billeder af superkilen på Nørrebro.
Hvorvidt vi skal ses igen ved jeg ikke endnu – vi talte om at mødes på legeplads igen. Men det er sådan set også sagen underodnet. Det vigtigste var at jeg fik bevist at der ligger et fint netværk og venter på mig herovre også – jeg skal bare lige finde det.

Derfor er der også nye tiltag på banen: middag med det danske netværk i Boston i næste uge, flere pick-ups på legepladserne (let’s face it – chancen for at finde nogen i samme båd er bare ret stor når man står på en legeplads nær Harvard) og sidst men ikke mindst er jeg blevet optaget i Harvard Spouses Association  – og nævnt i nyhedsbrevet. Det er nok hverken art class eller couponing 101 jeg kommer til – men er sikker på der pludselig er et arrangement der kunne være relevant for mig.

Sikke en svada om Mrs Johannes Borregaard! De to andre har det godt! Johannes arbejder derudaf og Alina trives. Indrømmet – hun er ikke så glad tirsdag og fredag morgen lige inden hun skal afsted, og afleveringen bringer minder om Cismofytten i januar 2012 MEN, vi henter en glad pige, personalet siger hun klarer det lige efter bogen og hun taler mere og mere om hvad de laver derhenne. Idag mødte jeg Isabella og hendes far. Isabellas mor er ikke som først antaget svensk, men forældrene har boet 4 år i Sverige og Isabella taler meget om Alina. Jeg tror på at det nok skal blive godt.

Næste punkt på vores to do liste er at tilmelde os Zip-Car – en fantastisk delebilsordning så vi kan komme på ture ud i landskabet – og i IKEA efter mere brødmix. Kan ikke huske hvem der gjorde mig opmærksom på den, men det er uden tvivl verdens bedste opfindelse. Og Alina spiser rugbrød i madpakken. Er opgraderet til at være speltmor i amerikansk forstand!