Dag 70.

70 dage taget en af gangen.

Før jeg starter dette indlæg må jeg hellere understrege at vi jo har det godt, vi har hinanden og er ikke underlagt udgangsforbud og jo naturligvis oplever noget i det daglige. Men denne start har utvivlsom slået et skår i mit ellers ret åbne og glade gemyt. Skåret klinkes selvfølgelig på sigt, men bloggen er et tidsbillede – og dette er tilstanden på lockdownens dag 70.

Fra den 1/6 køres den offentlige transport op på 100% kapacitet (med mundbind forstås – ikke de medicinske, bare de hjemmesyede, så det skal jo nok gøre en forskel) – mod de nuværende 40% – ligesom caféer og restauranter får lov at åbne under ret rigide forhold. Det giver mulighed for små ture til Rotterdam, Utrecht eller Amsterdam med mulighed for at skifte ble eller drikke kaffe i løbet af dagen.

Den 8/6 forventes skolerne at være på fuld kraft. Den nuværende ordning kan næsten også være lige meget. 2×5 timer ugentlig og ellers onlineopgaver på 11 uge fungerer ikke for os længere.

For Johannes vedkommende har det dog længere udsigter. Han har ikke haft et fysisk møde side 12/3 – og som det ser ud nu er det ikke tilladt før 1/10. Ansættelsessamtaler med hans kommende PhD og postdoc foregår selvsagt online men disse må ikke fysisk komme ind på TU Delft før engang sidst på efteråret.

Jeg vil ikke engang kommentere på hvordan dette er at søge job i.

Set udefra er Danmark tilbage til normalen. Man kan i hvert fald holde havefester, tage i zoo, gå på bar og besøge ældre mennesker. Det eneste man ikke kan er at rejse ud uden karantæne eller ind medmindre man er dansk. Af årsager der er mig ubegribelige er det åbenbart forbundet med samme risiko at vende hjem fra en tur til Haag som fra Sao Paolo.

Til trods for at have boet små 6000 km væk har vi aldrig prøvet at gå så længe uden at være sammen med andre mennesker vi kender så det er også spændende at prøve

Det tager et år at skabe et relationer i et nyt land. Et år før man er ude over høflighedsfraserne og slapper mere af. Det var med en solid rygstøtte i det danske netværk til at starte på, at vi tog herned og alt foregår nu udelukkende online – og hvor det for nogen er nok er det det bestemt ikke for os. Men vi kniber ballerne sammen og håber på bedre tider (snart!)

Men jeg må indrømme at det bliver tiltalende sværere at se hjem til. I starten var det her en fælles oplevelse, men det er det ikke længere, hvilket for mit vedkommende kan fremhæve ensomheden i situationen.

Som en bekendt der selv er bosat i udlandet formulerede det: the highs are high and the lows are low.

Dag 70! Jeg håber ikke vi skal markere dag 100.