Historien om en flytning

En våd start

Hvornår begyndte hele processen egentlig. Det meste af februar stod jo på flyttekasser, udsmidning af ting og nips akkumuleret over ti år, og et hjem der blev mindre og mindre rart at være i. Jeg kan alligevel ret præcist beskrive hvornår hele slutspurten startede. Processen der varede mere eller mindre indtil for en uge siden.

Onsdag d. 19 februar 8.55 for at være mere præcis. Det hele skrider planmæssigt frem, der er to dage til vores hollandske flyttefirma kommer og henter vores ting. Albin har budt os en sjælden ringe nat med minimal nattesøvn så det manglende overskud er til at tage og føle på da Alina går i skole, Johannes på arbejde og Albin i vuggestue Jeg lægger en plan for dagen – de tre små metalskilte på væggen skal ned, så en kop kaffe og så igang med flere flyttekasser. Og så skal jeg ellers love for at det hele tog en drejning. Da jeg skruer sidste skilt ud af væggen siver der lidt sort vand ud under skiltet og idet jeg slipper min skruemaskine vælter der vand lige ind i fjæset på mig. Den lille bitte skrue der har holdt skiltet i tre år har åbenbart ramt et skjult vandrør og holdt på det i al den tid. Jeg sætter hånden på og indser hurtigt det er hvad man kalder en kortsigtet løsning.Jeg får tilkaldt Johannes fire minutter inden har går i møde (hvor han nodrmaltvis ikke har sin telefon med sig), underboen med sygt barn på armen kommer op og sammen forsøger vi at inddæmme skaderne. Johannes har heldigvis –  kraft af sin funktion som bestyrelsesmedlem i andelsforeningen – hovednøgle og forsøger at dreje på alt hvad han kan i kælderen. Efter 50 minutter stopper vandet med at vælte ind i vores køkken. Forsikring, skadeservice, affugter – hellen møllen sættes igang og vi indser at vi har sovet vores sidste nat på Julius Bloms Gade, så vi pakker kufferterne og drager til min mor i Lynge.

De næste dage går med at få de sidste flyttekasser klar samt rengøring af lejligheden. Alt til den enerverende lyd af en kæmpe affugter, men vi bliver klar til flyttefirmaet og fredag over middag kører de afsted med alt hvad vi ejer.

Den sidste weekend inden afgang var fyldt med planer – herunder den årlige fastelavnsfest på Ægirsgade, minimal nattesøvn og praktik. Mandag havde Alina og Albin sidste dag i henholdsvis skole og vuggestue, og der blev uddelt hollandske vafler og roser, svaret på spørgsmål, krammet farvel. Tilbage til Lynge hvor feberen hos Albin og jeg indtraf – klassisk. Der kunne dog alligevel falde lidt ro over vores lille familie, og sidste aften genoplivede mine søde mor (som forresten også har ligget feberramt i hele denne fase med os farende ind og ud af døren) vores sushi-tradition fra vi boede i USA. Aftenen inden afrejse spiser vi sushi. Virkelig en god tradition.

Og så oprandt onsdag d. 26 februar. Dagen for afrejse, og en arbitrær størrelse der har ligget foran os siden beslutningen blev tager i sommer, men også forløsningen på en måned med flyttekasser og “liiige en sidste kaffe” med vennerne.

En velsmurt maskine

Når det kommer til at rejse med børn at Johannes og jeg en velsmurt maskine – ikke for at prale – men det er vi. Ingen kommer gennem security med så stoisk ro som vi gør, og det selvom vil fylder hele båndet. Der skal mere til at pisse os af! Og det fabelagtige er at denne tur kun tager et par timer mod de sammenlagt godt 16 timer det tog at komme fra København til Boston.

I lufthavnen går vi direkte til vores kufferter og direkte ind i et tog. Det hollandske tognet er fantastisk! Nemt at finde rundt i og ekstremt punktligt. Og er der en forsinkelse er tidsangivelsen på denne også præcis. Lidt i tre står vi så i vores lejlighed som vi kun har set på billeder – og inden i står ALT hvad vi ejer – pænt placeret rundt omkring i de forskellige rum. Og så er det ellers bare at gå igang.

Vores lejlighed er fuldstændig vanvittig i forhold til hvad vi kommer fra i København. Fra gaden kommer man af en stejl trappe op i en lille entre hvor to fløjdøre fører os ind i en KÆMPE stue og køkken – 12 meter lang for at være præcis. Vores ting ser pludselig dukkehusagtige ud når der er over 3 meter til loftet. En trappe fører en ovenpå hvor vi har tre værelser, et vaskerum og en balsal af et badeværelse. En trappe føre herfra helt op på taget hvor vi har 25 kvm privat tagterasse. Jeg lover der kommer billeder når vi kommer helt på plads – men vi mangler fortsat lidt møbler før det er præsentabelt.

Hit the ground running

Vi ankom onsdag, og præcis et døgn efter hentede jeg Carina og Cæcilie på Central Stationen i Haag. De havde afsat 4 dage til at hjælpe os med at komme på plads – og du godeste hvor var det verdens bedste beslutning at alliere os med dem, ellers var vi aldrig kommet nogen vegne.

Torsdag indtraf nemlig også feberen hos Alina, der camperede på en luftmadras midt i stuen hele torsdag og det meste af fredag. Uden wifi. Arme pige.

Den første weekend gik således i et hæsblæsende tempo. Johannes og jeg så ikke meget til hinanden da vi hele tiden var på forskellige projekter. Vi fik eksempelvis kørt tre gange til IKEA, fundet et byggemarked, fundet ud af hvor – og hvor man ikke må smide sit affald. Vi fik wifi, telefoner, BSN-numre. VI fik besøgt Alinas skole – i hvilken hun startede i tirsdags (og needless to say – hun glider lige ind. De andre kan snakke en del engelsk, og hun har haft sin første hollandske one-on-one-undervisning. Mere herom senere)

Lørdag sluttede Ingrid sig til flokken og Johannes og jeg kunne med god samvittighed bede om hjælp til det praktiske eller endnu vigtigere: vide der hele tiden var nogen der lige kunne gå en tur ned i parken eller tage et slag UNO. Min taknemmelig herfor ved de tre damer godt hvor stor er – men de fortjener fandme en medalje!

Søndag aften sendte vi dem alle afsted mod Schipol, og vi lavede hjemmelavet mad der blev spist kl 18.00 – putning kl 19 og igen kl 20 – og så var vi ligesom igang.

Mandag startede Johannes på universitet og hverdagen kunne starte. Som han altid siger – Hit the ground running.

Byen tegner godt! Her er hyggeligt, trygt at være, meget internationalt – og så er der stranden. Men nu vil jeg slutte beretningen om de 12 mest stressende dage i mit liv.

Tot ziens!