Som noget helt nyt har jeg valgt at gøre dette indlæg interaktivt!
Sagen er nemlig at vi nu kun har 4 måneder tilbage af vores eventyr, og dette har sendt mig ud i en rutsjetur af følelser og jeg kan på kort tid gå fra den ene yderlighed til den anden. Derfor har du, kære læser, nu et valg. Skal lydsiden til resten af dette indlæg være:
A) Sun is Shining. – et decideret Europop-dance-hit fra 2015, og derudover Alinas nye yndlingssang som vi synger og danser til hver aften mens vi laver aftensmad
eller
B) Climb every Mountain fra Sound of Music, hvor Von Trapp-familien vandrer over bjergene i sikkerhed for nazisterne?
Valget er dit.
Begge numre giver meget godt udtryk for lige præcis det der sker inden i mig når folk spørger mig om vi er ved at være klar til at skulle hjem igen (og det synes jeg at blive spurgt om meget for tiden). Jeg glæder mig helt vildt til at være hjemme i vores egen lejlighed, i et land med velfærd og mindre politisk korrekthed. Hvor det giver mening at Johannes kan kombinere en forskerkarriere med sin familie, og hvor jeg ikke skal være nervøs for bombetrusler på skoler, og hvor jeg er i samme tidszone og geografisk afstand af alle vores venner.
Omvendt har vi fået skabt nogle venskaber (ikke mindst Alina) som vi kommer til at savne helt vildt. Vi kommer til at savne at være midt i eventyret, der selvom det jo er hverdag, fortsat er en hverdag ud over det sædvanelige når vi daglige krydser Harvard Yard eller ser Bostons Skyline når vi går fra toget.
Jeg er med andre ord hunderæd for de tre måneder der venter på os når vi kommer hjem fra juleferie. Det bliver noget med at fokusere på at der efter mange overvejelser ér flere punkter på pro’s listen i forhold til con-listen.
Nå, det var det første af maaaaange semireflekterende indlæg.
Alt er godt her. Vi har fået juletræ, bagt småkager og idag fremtryllede vi sågar en julefrokost med sild, snaps og øl – hvabehar.
I sidste uge fejrede vi Thanskgiving med Sue og Hitesh, Neelu og Kavita. Det var super hyggeligt og en rigtig lækker kalkun. Det er forfriskende med en højtid der ikke er en forbrugsfest, men hvor man bare hygger sig i hinandens selskab. Vi har i det hele taget set en masse til vores naboer, hvilket er hyggeligt.
Igen i år deltog vi i HalloweStren på Crescent St hvor temaet var “Magic” Sammen med vores nabo Doug havde vi bygget en kæmpe hat. Op af denne hoppede Johannes cirka en gang i minuttet i over tre timer. Børnene elskede det, vi synes det var sjovt og vi uddelte 1500 stykker slik (ét til hvert barn)
Så var vi jo vidne til valget. Min bror og hans kone var på besøg og vi havde lagt i ovnen til en historisk aften med kvindelig præsident og hele pivtøjet. Det gik jo bekendt ikke helt efter planen. Som når et eller andet baltisk land konsekvent får 10 eller 12 point i Eurovisionen og man egentlig godt ved hvor det bærer henad sad vi alle fire som forstenede og så hvordan Florida smuldrede mellem Hillarys hænder. Vi gik sent i seng med en mere en spinkelt håb om at det teoretisk set kunne nå at vende. Men vi vågnede op til en by i chok. Folk var bogstavelig talt målløse og vidste slet ikke hvordan de skulle formulere deres tilstand. Onsdag aften tog vi op i Prudential og spise på 52. etage. Derfra kunne vi se en kæmpe “not my president”-demonstration. Så uanset hvad fik vi da smagt lidt på historien. Jacob og jeg havde i øvrigt været på JFK Presidential Library om formiddagen. Er virkelig god oplevelse. På vores billet var foruden den historiske dato for valget et citat af Kennedy:
A man may die, nations may rise and fall, but an idea lives on.

På billetten til Trumps Presidential Library (der sandsynligvis skal ligge i Trump Tower) skal der vel stå “grab them by the pussy” – suk.
I går var vi inde og se Nøddeknækkeren med Boston Ballet. Det var en virkelig flot opsætning – meget klassisk – men med en masse på scenen i farvrige kostumer. Alina synes det var godt og vi fik set deres Operahus. Stærkt ornamenteret sal. Næsten som at være i Europa igen.
Vi rejser hjem på juleferie 20/12 og den 3/1 lander vi atter i Boston – for sidste gang i denne omgang! HYL.

