Fast forward – 2,5 måned

Ja, det var så en velfortjent 2,5 måneds pause herinde fra mit vedkommende.

Vi må erkende at det var hårdere end først antaget at rejse frem og tilbage med så kort et mellemrum  – men vi ville ikke være det foruden. To dejlige besøg i det danske og vi er således fuldt klar til at gå sommeren i møde.

Siden sidst har

• Johannes gennemført sit første marathon
• Vi har fået gjort altanen sommerklar
• Vi har købt en airconditioner til de varme sommernætter
• Vi har været på udflugt til en lille ø uden for Boston der hedder George Island
• Vi har været til fester, middage og picnic – for vi begynder at have et rigtigt netværk herovre
• Vi er begyndt at planlægge hvad der skal ske med os efter 31/3-17 (WHAT. A. CLIFFHANGER)
  

Generelt set begynder vores weekend at blive fyldt op af arrangementer der involverer andre mennesker end bare os tre. Det lyder måske sådan lidt sært at skrive, men det er kommet snigende lidt de sidste par måneder at vi begynder at kende folk. Det hjælper også at det er blevet sommer og at folk igen færdes udenfor. Men middage hos naboerne og picnics med Alinas venner og deres familier er hyppige punkter i kalenderen.

I sidste weekend var vi således inviteret med på picnic med Alinas veninde Isabella (som hun mødte sidste sommer i sin preeschool). Det foregik i en state park 25 min. kørsel fra Cambridge og der går amerikanerne  altså all in. De slæber simplethen stor grill og kogeblus med ud i skoven og så bor de derude en hel dag og spiser, bader og drikker “adult beverages” i smug. Isabellas forældre har boet 5 år i Malmø og havde taget et spil med de havde købt derovre – KUBB. Needless to say at Johannes og jeg tævede dem.

Det er jo også en afslutningens tid – så vi har igen i år set alle dimmitenderne fra Harvard – igen et år et imponerende syn. I år var det Steven Spielberg der hold den afsluttende tale. Jeg fik desværre ikke billet til at høre tale men kunne livestreame den i stedet. Han sluttede så fint af med:

“And finally, I wish you all a true, Hollywood-style happy ending. I hope you outrun the T. rex, catch the criminal and for your parents’ sake, maybe every now and then, just like E.T.: Go home. Thank you.”

Alina har lige fået sommerferie og har nu 10 ugers sommerferie – ja – 10 uger. Hun skal 4 uger i summercamp, vi får gæster hjemmefra og omstændigheder på hjemmefronten har gjort at Alina alligevel får en ekstra tur til Danmark i slutningen af skoleferien. Vi var til afslutning og høre hende synge forleden – var pænt stolt af min lille pige der så fint sang med på alle sangene. På hendes sidste report card stod der en note fra musiklæreren der håbede Alina ville begynde i skolens kor næste år, så det tror jeg vi skal tale lidt med hende om. For folk der var slet ikke kan få nok af Alina (det er nok mest den nære familie jeg henvender mig til her) er der et lille klip af koncerten her.

 

I sidste uge fik vi besøg af Anna og Mikkel. På legepladsen spurgte en af børnene om Mikkel og Johannes så havde været venner siden de var børn. Det var ikke helt tilfældet – Anna mødte vi i december da hun som ven af Johannes’ gymnasieveninde Laura besøgte Boston. Sidenhen har vi så været til kaffe hos Anna og Mikkel der begge har brugt det sidste år i New York. Inden de startede deres kyst-til-kyst tur spurgte Anna om de måtte komme forbi et par dage og det måtte de i hvert fald. Det var simpelthen så hyggeligt og afslappende og  efter fire dage var de slet ikke fremmede for os mere. Foruden et vigtigt indkøb på amazon af en ukulele fik vi nydt solen på altanen og spillet masser af “jeg-melder-krig-mod” på legepladsen. Amerikanerne kendte slet ikke den leg. Skriver kendte, for det gør de nu. Hver eftermiddag er der 2-3 spil igang dernede så det en bedrift vi er stolte af. Hvordan kan så krigsglad en nation ikke kende et spil om krig?

Til slut vil jeg bare love at sætte frekvensen lidt op på indlæggene. Nu smutter Alina og jeg ud i det gode vejr, og i morgen kommer Lars, Mia, Clara og Louis og besøger os den næste uges tid. Det glæder vi os til.