Historien om en udlejer!

Først og fremmest undskyld radiotavsheden herinde de sidste uger – vi lever, vi har det godt og alt er vel.

Tre ting har fyldt meget i de forgange uger: folketingsvalg, besøg hjemmefra og en disput med vores udlejer (#landladygate)

Folketingsvalget ved alle vidst efterhånden hvad jeg synes om, så det vil jeg bare lade ligge med det samme.

Min mor landede den 7 juni og blev i 10 hyggelige og oplevelsesrige dage, inden vi igen den 17 kørte hende til lufthavnen og sendte hende sikkert tilbage til Danmark,

Det var en Alina i det hidtil højeste gear der hentede sin mormor og tvang den aldrende og jetlangsramte fru Rasmussen til at lege, synge og putte den første aften.

Dagene bød derefter på sightseeing af højeste kaliber – det var så selv Johannes og jeg oplevede og lærte nye ting om byen. Foruden slentren omkring Harvard Square, stod den på museer, shopping, ture ud af byen til heksebyen Salem og til Plymoth for at se nationens arnested og en kopi af Mayflower.

Derudover spiste vi lækker mad, drak sangria på altanen, Alina fik leget med sin mormor, mormoren fik set Alinas preeschool, og så var hun så sød at babysitte et par aftener så Johannes og jeg fik lidt vaskeægte kærestetid. Den ene aften fik den hele armen med en tur på skybar i Prudential Center med udsigt fra 52. Etage og loungemusik i baggrunden.

Ugens kulinariske højdespringer var helt klart hummermiddagen – med hagesmæk und alles.

Det var således en træt men tilfreds Fru Rasmussen der forlod os igen efter et virkelig dejligt besøg.

   

                

 Nå, nu må jeg hellere løfte sløret for det med udlejeren. Jeg kan ikke huske om jeg tidligere har skrevet hun er lidt rigid i det – og hun har meget travlt med at Alina ikke må løbe. Dette har vi gjort en stor indsats for, og Alina har faktisk efterhånden lært at det desværre bare er no go i denne lejlighed. Det skal igen understreges at vi ELSKER denne lejlighed. Vi føler os så godt hjemme, vi har masser af plads, det er tæt på alting og især Johannes kontor og vi har det godt med naboerne. Vi strækker os derfor langt for at alt skal køre gelinde, men da hun søndag skrev en (lettere flabet) sms om ikke vi kunne bede Alina om ikke at løbe og at det gjorde det svært for hende at udleje lejligheden i midten, hvis vi larmer sådan, hoppede kæden af for os begge. Johannes havde gået fire hurtige skridt med Alina i hånden  – og det udløste en overreaktion af dimensioner. Johannes skyndte sig ned til hende. Dem der har set Johannes sur ved hvor vred, men alligevel saglig han er – så han fik forklaret hende at vi simpelthen ikke kan gøre mere end vi gør og at vi naturligvis er interesserede i en løsning, men vi ikke kan gøre mere end før. Han kom derefter op – og jeg er sikker på at hun har kunne høre os tale. Kort efter kom endnu en sms – og endnu en – hvor hun trak i land og sagde hun ikke havde nogle klager over os. Vi er begge til dato lidt måbende over hvad den første sms så var.

 Vi har en teori om at hendes hjemmeboende 50+ datter har en sindslidelse og det er I hende problemerne starter. Dette er naturligvis tragisk, men så skal man ikke leje sit hus ud. Det er komplet uholdbart – men vi giver det en chance til. Hvad hun ikke ved at vi stille og roligt ser os om efter noget andet der kan matche denne lejligheds lækkerhed. Og så glædes vi over hun ikke forstår dansk for vi har fået afpudset alle de grimme gloser. 

Det rystede os begge godt og grundigt for vi behandler folk med respekt og forventer det samme retur – men det var ikke tilfældet her.

Nå – sikke en udredning… er der mon nogen der stadig læser med? 

Johannes skal en tur til Washington torsdag og fredag med arbejdet, og om to uger skal han så derned igen. Den sidste tur har Alina og jeg koblet os på turen – således vi får fire hele dage dernede – to alene uden Johannes og to med Johannes. Det glæder vi os til.

Inden da står den på fejring af 4 juli, og Alina der skal til at gå i preschool fire dage om ugen. Hun har fået sig en god veninde dernede der hedder Juliette. Hun er halv fransk, halv østrigsk og bor normalt i Mexico City så hun taler kun spansk. De to piger taler således hver deres sprog, men fandt i går et fællessprog – Disney.

   

  

Forleden var der graduation i børnehaven for de af børnene der skal i skole efterferien. De havde hatte og kapper på (kun de børn der har været der fuldtid og betalt fuld pris!). Der var taler og sange og en mor der grådkvalt talte til børnene. Så fik vi også oplevet det!

Det var alt for nu!