Efteråret er kommet til os – eller sådan da. Farverne begynder at være her, men temperaturen svinger godt nok stadig noget op og ned. Igår 27 grader og i weekenden skal vi ned på 9 grader og regn. Men det er nu tredje efterår som jeg oplever herovre så er ved at vænne mig til det.
Billedet her er fra New Hampshire. På det sidste har vi været deroppe 2 gange fordi vi har været så heldige at kunne bo i Judy og Michaels hus der ligger tæt ved North Conway. En hyggelig lille turistby ved foden af White Mountains. Det er blevet til vandreture for Johannes’ vedkommende. Den ene gang med Michael og den anden gang alene. Judy var så sød at tage Alina og mig med på shopping – så det brugte vi tid på – og så ellers ture ind i nationalparken. Det er virkelig et smukt sted – og jeg håber vi kan komme til at opleve bjergene når der falder sne.
I sidste weekend løb Johannes sit andet marathon – 4 minutter hurtigere end sidst. Så nu hedder det Copenhagen Marathon til maj som det næste.
Hverdag og total stilhed herinde
Vores hverdag begynder lige så småt at minde om den vi havde derhjemme i forhold til aftaler og venner. Alina har fået nogle rigtig gode venner på legepladsen som har nogle virkelig søde forældre, så dem bruger vi mange timer med i hverdagene og i weekenderne. Det er nok også derfor jeg ikke har været så aktiv på det sidste.
I sidste uge havde vi besøg hjemmefra – det er altid hyggeligt med gå ture rundt i byen. Jeg opdager stadig nye steder, så jeg ender med at være helt med på guidefronten. Om 2 uger kommer min bror og hans kone. Det glæder vi os også meget til. Det bliver især sjovt fordi de er her den 8 november. En dag som alle herovre efterhånden venter på i åndeløs spænding. Massachussetts er demokratisk så der er ikke den store spænding i hvad de stemmer – men jeg skal ærlige indrømme det har været en bizar oplevelse at følge det her valg. For det første foregår det grundlæggende anderledes end hjemme. Det er nogle andre ting de lægger vægt på i debatterne. Men når man så kaster Trump ind i ligningen bliver det bare helt mærkeligt.
På det sidste har vi/jeg været til nogle forskellige arrangementer. Vi var til Mikkellers Ølfestival som blev holdt herovre for første gang igår. Det var dælme sjovt. I deres telt stod der SAS-stewardesser og serverede øl. I tirsdags tog jeg min gamle veninde fra Jobzonen Pernille under armen og tog til koncert med australske SIA. Pernille bor til daglig i Providence men er heldigvis god til at komme herop så jeg kan lave sjove ting med hende. Derfor tager vi på lørdag til vinfestival!
Og så det lidt mindre sjove/det der bliver vildt sjovt!
Det lakker jo mod enden (som maleren sagde da han tabte en bøtte fernis HA!)
Det er seriøst underligt at der snart kun er 5 måneder til vi tager retur. Ellers 5 måneder… det var jo nærmest længden af vores første ophold, men det går virkelig stærkt nu. Det er det helt rigtige for os at komme hjem, ingen tvivl om det. Men det bliver også et svært farvel til en masse fantastiske mennesker og steder herovre. Det er ret ambivalent, men som jeg bedste kan forklare det. Jeg glæder mig ikke til jeg skal hjem/rejse hjem/iværksætte endnu en transatlantisk flytning. Men jeg glæder mig til vi er hjemme igen, er kommet på plads i lejligheden (der har altan til den tid) og er kommet ind i hverdagen igen.
Jeg har med vilje ikke sat billeder ind denne gang, for jeg mener at man ovre i højre side kan klikke på min Instagram hvor jeg flittigt lægger (lettere redigerede) billeder ind når vi oplever noget. Og man kan godt se dem selv man ikke har en profil 🙂
Alina STORtrives – taler flydende engelsk, elsker skolen og er god til at få nye venner. Er mere end almindelig stolt af hende. Ikke engang seks år og en lille verdensborger. Hvis nogen havde fortalt mig alt dette da jeg lå i min isolationscelle på Riget i vinteren 2011 havde jeg ikke troet det.
Johannes opfører sig også pænt så ham kan jeg også stadig godt lide ❤
Det var vidst det for nu.
Borregaard i Den Haag 